Uanset alder, så har langt de fleste danskere hørt om jordskredsvalget i 1973. Det var et valg der vendte op og ned på dansk politik, som det aldrig er set før eller siden. Det var danskernes måde at gøre oprør med de etablerede partier på.
Som etableret politiker er det et svidende nederlag. Men i et demokrati accepteres og respekteres folkets stemme, og der er ikke andet for end at lægge sig i selen og tage fat igen.
Allerede det, at en tredjedel af medlemmerne af Folketinget blev skiftet ud, viste, at det her var noget markant. Ind stormede Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne sammen med Kristeligt Folkeparti. De blev fulgt at både Kommunisterne og Retsforbundet, der begge havde været væk noget tid.
Valget er kendt som jordskredsvalget, og der er ingen, der forventer, der nogensinde kommer et valg som dette igen.
Det er valg som dette, der med al tydelighed viser, hvad demokrati i virkeligheden er. Det er folkets stemme, og det er her en generelt utilfreds 
befolkning viser, hvad de mener om de etablerede politikere og om den politik, de fører.
Det er noget meget andet end de modebølger, der kommer i politik, hvor især unge stemmer noget bestemt i en periode, fordi det er smart og moderne.
Her bed partierne sig fast, og de samt deres ledere havde en stor indflydelse i rigtig mange år. Derfor nikker vi alle genkendende til navne som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup. Begge store politiske navne, der om nogen havde deres egne og meget faste meninger om tingene.
