Der er vist ingen tvivl om, at vi i disse år oplever en anden politisk dagsorden end den, der ellers har præget verden gennem de seneste årtier. Ord som
globalisering, som vi ellers hidtil oftest har opfattet meget positivt og som en forudsætning for udviklingen af velstand, har pludselig fået mange negative bibetydninger. Folk i gule veste demonstrerer i Frankrig mod følgerne af globalisering og den forskel på elitens liv i byerne og deres eget liv, som de oplever. I Østeuropa, Italien og andre steder taler statsledere mod EU, og flertallet i Det forenede Kongerige med England i spidsen stemte sig ud af EU med alle de besværlige følger, som den afstemning er ved at give. Blandt andet vil det blive sværere at importere og eksportere varer. Det kommer et fabrikat som svenske kellfri måske til at mærke, hvis de vil eksportere til landet.
Også oversøisk blæser forandringens vinde. Den amerikanske præsident Donald J. Trump sætter en ny dagsorden med ordene “America First” og melder USA ud af forskellige internationale sammenslutning. I Brasilien er en af hans politiske elever, præsident Jair Bolsonaro kommet til magten med en politik, der på mange måder har mange af de samme træk som præsident Trumps.
Endnu ved ingen, hvor hele den forandringsluft ender med at blæse os hen. Måske skifter vinden igen, og tingene går atter i globaliseringens retning, men mere sandsynligt er det nok, at den tendens til opbrud og nationalisme, som vi oplever rundt omkring i verden, vil fortsætte og udvikle sig yderligere. Men ingen ved det jo reelt set, men politikere lader sig i stor stil interviewe om det.
Nogle sammenligner vores politiske tid med årene mellem første og anden verdenskrig. Det var år med stigende globalisering, frigørelse fra gamle normer, herunder også seksuel frigørelse med Tyskland som det ledende eksempel på dette. Siden vendte de politiske vinde som bekendt, og verdens brød sammen i et inferno af krig, fascisme og kommunisme og en menneskeforagtende adfærd fra diktatorers side.
Ingen kan vide, om vi ender der igen. Men nogle forskere ser tendenser, der minder om mellemkrigsårene, mens andre mener, at det er en forkert fortolkning.
Under alle omstændigheder betyder de politiske rørelser, som er i tiden, at der er en god anledning for alle til at tage stilling og finde ud af, hvor de står i forhold til den politik, der bliver ført. Senest har Cambridge-forskeren David Runciman spået, at demokratier, som vi kender det i dag, er væk om 20 – 40 år. Det kan måske være svært at forestille sig, hvad der skal komme i stedet for. Nogle taler om at vælge parlamentets medlemmer ved lodtrækning, fordi alle principielt er lige gode til at varetage det hverv, mens andre måske forestiller sig helt andre styreformer.
Ingen ved, hvor vi politisk set bevæger os hen, men vi ved med sikkerhed, at rejsen går mod et ukendt mål og kan blive ganske spændende.
