En anden dansk tradition er, at der følger en gave med til den nye minister og en til den afgående. I go kollegial stil, så er det gaver, der gives med et smil, og det har været en tradition siden starten af 1990’erne.
Det er for eksempel den sherifstjerne, der blev givet til en ny justitsminister, der til gengæld takkede med en kaffemaskine.
En anden stor ting ved demokratiet er, at er der ikke længere tillid til en minister, så bør den siddende statsminister arbejde for en ministerrokade. Med det kan nye ministerier opstå, de kan bive lagt sammen
, og de kan blive nedlagt på helt samme måde som efter et nyvalg.
Når det blot er den enkelte minister, har en rokade sjældent betydning for det fortsatte regeringsarbejde, og den siddende regering kan derfor fortsætte stort set som hidtil. Graver man lidt i dette område, så ses det hurtigt, at der er overraskende mange ministre, der er trådt tilbage, fordi der ikke længere er tillid til dem.
Men sager kan blive så store, at det er en hel regering, der må gå af. Det nyeste eksempel på dette er tamilsagen, som langt de fleste har hørt om. Ikke kun måtte den daværende regering gå af, men for første gang siden 1910 blev der indledt en rigsretssag mod en siddende minister.
Noget andet mere positivt ved at overtage et ministerie er, at der reelt ikke er så mange krav til dem. Der er ingen krav om en særlig uddannelse for at varetage arbejdsopgaverne i de forskellige ministerier, hvilket er med til at sikre en stor alsidighed af uddannelsesmæssige baggrunde.
Mange synes heldigvis også, 
at det giver et god spænd i Folketinget og blandt ministrene generelt, for intet land bør styres af kun en bestemt faggruppe eller en gruppe med samme uddannelsesmæssige længde og baggrund.
En minister behøver faktisk slet ikke at være medlem af Folketinget. Det er statsministeren, der vælger sine ministre, og vedkommende kan derfor frit vælge dem, som han eller hun mener er bedst egnet.
Der er flere eksempler på, at siddende regeringer har haft ministre, der ikke samtidig har være medlem af Folketinget, og der er intet til hinder for lige dette. Men langt de fleste ministre har været valgt ind i Folketinget.
At være minister betyder at tjene. Det er et stort ansvar, og der er meget arbejde i det. Af samme årsag begrænses en minister af et bestemt arbejdsområde, som han eller hun så står for. Men mange områder har indflydelse på hinanden, og derfor er der samtidig et sort samarbejde i hverdagen.
Det er med til at sikre en lovgivning, der fungerer, som den skal.
