I Danmark er magten fordelt. Det er endnu en af de mange ting, der sikrer demokratiet. Tanken om en fordeling af magten går tilbage til den franske filosof Montesquieu, der var den første, der kom med tanker om dette område.
Magten i Danmark er fordelt på tre områder, og det er nedfældet i Grundloven. Det er sket i form af en reel magtdeling. Der er en udøvende magt, der består af regeringen, der er en lovgivende magt, der består af
Folketingets medlemmer og regeringen i forening, og der er en dømmende magt, der består af landets domstole.
Det er således regeringen og Folketinget, der kommer med lovforslag og vedtager nye love, mens det er domstolene, der dømmer på baggrund af disse love. Deri ligger en sikkerhed for, at et Folketing kan udtrykke mistillid til den siddende regering, og til at domstolene kan fortolke på de regler, som lovgiver har gennemført.
Der bliver også talt om den fjerde statsmagt, medierne. Uden den ytringsfrihed, der ligeledes er sikret ved Grundloven, og dermed frie medier, ville der ikke være de muligheder for pressen, der findes i dag.
